Nortabs

Mine Længsler
Jens Zetlitz (1761-1821)


[D]Hvor [G]saare lidet [C]vil der til
For [D]lykkelig at vær[G]e;
Et [G]muntert Sind, en [C]Piges Smiil,
En [D]Ven, som gjør dig Ær[G]e,
     En [E7]Hytte, [E]som dig s[Am]kjule kan,
     Sundt [D]Brød og Kildens [G]klare Vand,
     Saa m[G]egen Viisdom, a[C]t du vil
     Og b[D]ruger denne Lære[G].

Guld har sin Glands og Magt sit Værd,
Og Rang vanærer Ingen;
Det er ret smukt at være lærd,
Men det er ikke Tingen.
     Neiskjælve ei for Daarens Dom,
     og tage Dagen, som den kom,
     Er meer end Guld og Ære værd,
     Og det dig røver Ingen.

O! naar jeg, ved Elisas Barm,
Til Kloden kunde sige:
"Jeg har indsluttet i min Arm,
O Jord! din bedste Pige."
     Og saa en Ven ved siden sad,
     Som saa sig i min lykke Glad,
     Jeg skulde, skiønt forladt og arm
     Ei efter mere hige.

Til enlig Dal jeg søgte hen,
Min Haand en Hytte bygged,
Som mig, min Pige og Min Ven
Indslutted og Betrygged;
     Til Frugtbarhed jeg Jorden tvang,
     Og ved min Sved Hans Godhed sang,
     Som troner høit i Himmelen
     Men mig min Kreds betrygged,

Jeg Fader blev — de kiære Smaa
Paa ømme knæ jeg satte,
Paa dem med samme Øine saa,
Som Gierrige paa Skatte,
     Jeg ledte efter Moders Træk,
     Og kyste barnlig Taare væk;
     Jeg jorden skiøn, Gud god jeg saa,
     Som mig paa Jorden satte.

Jeg sagde til den kielne Tøs:
"Dyd er den største ynde."
Og til den raske vevre Knøs:
"Den største Skam, at synde."
     Jeg sagde til dem begge To;
     "Blandt Livets Torne Roser gro;
     af Dydens Kilde Glæden øs,
     og Gud skal eder ynde."